CAMP!

Sanseudstillingen CAMP! er en mere end 300m2 stor totalinstallation, der er skabt i samarbejde mellem billedkunstnerne Gitte Bach, Malene Nors Tardrup og 19 kursister fra Kunsthøjskolen på Ærø.

Udstillingen henvender sig til både børn og voksne og alle der er parat til eventyr og ved deres sansers fulde syv, kan vente sig en anderledes kunstoplevelse!

På udstillingen tales der hverken engelsk, dansk eller tysk, men billedsprog. Udstillingen inviterer indenfor et sted VED SIDEN AF uden stjerner og med egen regnsky. Fjernt fra vandet og langt inde i skoven.

Kig forbi og gå på opdagelse på 13 teltpladser med både hundehus, sneglehus og en campingvogn. Alle er velkommen på CAMP-pladsen, der byder på overraskende vandreture i en sær natur. Rundtom på ruten er der et væld af aktivitetsmuligheder for de mindste og de største. Der er lagt op til både selfies og selvreflektion og meget mere for ALT ER USANSYNLIGT SANDT ved siden af CAMP!

 

Udstillingen er produceret af genbrugsmaterialer samt, i den udstrækning det overhovedet har været muligt, med materialer indkøbt på Ærø.

 

CAMP! er sat op i aftale mellem Søbygaards Venner og Kunsthøjskolen på Ærø.

 

 

 

Billederne er fra opbygningen af udstillingen