Ø-FOLK De sydfynske Øer

Luca Berti

Særudstillingen “Ø-folk – De sydfynske Øer” viser en række af Luca Bertis fotografier fra Det sydfynske Øhav, som er blevet til på fod- og cykelrejser fra 2011 til 2020 på Ærø, Birkholm, Strynø, Langeland, Thurø, Tåsinge, Hjortø, Drejø, Skarø, Avernakø, Lyø og Bjørnø

Med et antropologisk blik dokumenterer Luca Berti landskaber og landsbyer, kirker og gårde samt de mennesker, der på én gang har formet og selv er formet af disse omgivelser. Billederne er æstetiske kunstværker og kulturhistoriske dokumentationer af menneske og landskab i det 21. århundrede.

De stemningsmættede, sort/hvide analoge fotografier skildrer de sydfynske øer, øboerne og de omgivende landskaber i fortættede, melankolske og næsten tidløse stemninger. Igennem fotografens linse ser vi glimt af nutidens landboliv og inviteres til at reflektere over det gensidige forhold mellem menneske og natur.

Luca Berti er født i Firenze i 1978. Han har været bosat i København siden 2008. Han har med sine kulturhistoriske projekter samarbejdet med en række nationale og regionale museer i Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Italien. Indtil nu har han udgivet 10 fotobøger om livet og kulturen i de nordiske lande.

Tak til Langelands Museum, Den fynske Landsby, Karen Margrethe Fabricius, Ærø, Sanne og Lars Milling, Gl. Elmegaard, Drejø, Preben Sørensen, Skarø, Gitte Loftlund, SommerSild, Skarø og de mange øvrige, som velvilligt har stillet sig til rådighed for projektet. Uden denne opbakning ville udstillingen ikke være mulig.

Udstillingen er støttet af Kulturregion Fyn og Søbygaards Venner – tusind tak for det.

Et udvalg af billederne er til salg. For mere information se hjemmesiden www.lucaberti.com @lucabertifoto

Fisker, Langeland

 

Landskab, Lyø

Søndevej, Lyø

Ung bonde, Ærø