HISTORIEN

Hovedparten af Ærø var i 1200-tallet kongens privatejendom. Den danske kong Valdemar Sejr kunne derfor anvende denne godsbesiddelse som medgift, da hans datter i begyndelsen af 1230’erne blev gift med markgreven af Brandenburg.

Ærø forblev under de brandenburgske markgrever indtil slægten uddøde i 1319, hvorefter øen atter kom ind under den danske krone.

I 1277 omtaler en traktat ”Seboy et Grosbol”, og det kunne godt være identisk med et godsområde i Ærøs nordvestlige ende.

Godset skulle formentlig administreres fra en borg eller en fogedgård, og borgen på Søby Volde kunne godt være et sådant administrativt center.

Det passer fint med, at der er fundet spor af middelalderlig bebyggelse ud mod Vitsø Nor, som indtil 1600-tallet har kunnet besejles og dermed udgjort en naturhavn.

I landsbyen var der foruden forventelige håndværkere såsom smed og tømrer også en benmager, som har måttet importere ben som rensdyrtak for at kunne udøve sit håndværk.

Det har ikke været enhver lille landsby beskåret at have en sådan håndværker.

Der er spor af bebyggelse fra 2. og 3. århundrede, men storhedstiden var i 11- og 1200-tallet, nemlig i de år, hvor borgen kunne yde landsbyen beskyttelse.

Da naturhavnen sandede til, forsvandt landsbyen.