MAGTFORHOLD

Hans den Yngre måtte som den første blandt sine hertugelige ligemænd lide den tort ikke at blive hyldet af det slesvig-holstenske ridderskab.

Han blev en såkaldt ”afdelt herre”, og dermed blev han ikke anerkendt som regerende fyrste på linie med sine to farbrødre og sin bror, Frederik 2.

Ved de årlige landdage kunne han ikke deltage i fællesregeringen, men Frederik 2. anerkendte alligevel fuldt ud sin bror som hertug, og den manglende hyldning forhindrede ikke Hans den Yngre i at deltage i en storslået ceremoni i Odense i 1580, hvor Slesvigs fire hertuger aflagde lenseden til Slesvigs lensherre, Danmarks konge.



Eftertidens hertuger blev i vidt omfang ”afdelte herrer”. De var jo i realiteten kun godsejere med en hertugs navn og værdighed.