Koncerter 2021 - koncertprogram

Mozart - geni og joker

Concerto Copenhagen, Danmarks vidt berømte og internationalt ansete barokorkester, kommer i år til Ærø med en koncert som udforsker de ungdommelige og legesyge sider af Mozart.

Wolfgang Amadeus Mozart har længe været betragtet som et af de største musikalske genier, verden har set; men gennem Milos Formans filmmesterværk ’Amadeus’ har vi lært en helt anden side af Mozart at kende: Her møder vi nemlig en ung og uerfaren mand med hang til selvoptagethed og uanstændig opførsel. I koncerten udforskes det fascinerende spændingsfelt mellem geniet og jokeren.

Ein Musikalischer Spaß er, som titlen antyder, humoristisk musik, men det er også grovkornet satire, hvor komponisten gør nar af sine mindre begavede kollegaer. Obokvartet i F-dur regnes for et af de vigtigste stykker kammermusik for obo og er – trods sin lethed og elegance – yderst krævende for musikerne.

I Andante fra Cassation i G-dur møder vi den kun 13 år gammel Mozarts tidlige genialitet i den nærmest overjordisk smukke, langsomme sats for strygere.

Og til sidst – Divertimento nr. 11 hvor Mozart, her i sit sidste teenageår, udfolder hele sin palet med ungdommelig lethed og opfindsomhed, kombineret med en mesters kompositoriske overblik og kontrol.

 

Program

 

Wolfgang A. Mozart:             “Ein musikalischer Spaß”, KV 522
 (1756-1791)                             Divertimento for 2 horn og strygere
                                                  1. 
Allegro
                                                  2. Menuetto og trio
                                                  3. Adagio cantabile
                                                  4. Presto
 
 

Obokvartet I F-dur, KV 370 
1. 
Allegro
 2. Adagio
 3. Rondeau: Allegro
 

                                                          ---pause---
 

Andante fra ”Cassation” i G-dur, KV 63
 for strygere
 

Divertimento nr. 11 i D-dur, K.251  
 for obo, 2 horn og strygere
1. Molto allegro
 2. Menuetto
 3. Andantino – Adagio – Allegretto
 4. Menuetto: Tema con variazioni
 5. Marcia alla francese
 6. Rondeau: Allegro assai
 

 

 

 

 

Concerto Copenhagen

Obo og musikalsk ledelse:                                        Antoine Torunczyk

Horn I:                                                                           Emmanuel Frankenberg

Horn II:                                                                          Ricardo Rodriquez

Violin I:                                                                         Fredrik From, Hannah Tibell

Violin II:                                                                        Antina Hugosson

Cello:                                                                             Judith-Maria Blomsterberg

Kontrabas:                                                                    Megan Adie

 

Mozarts mange ansigter

 Den 14. juni 1787 føjede Mozart et usædvanligt værk til sin værkliste, et stykke han kaldte Ein musikalischer Spass – et musikalsk drilleri eller en munterhed (den ofte brugte oversættelse spøg eller joke er uheldig, der står Spass, ikke Scherz). Men tiden var ikke særlig munter for Mozart. Kun et par uger før havde en trist nyhed nået ham i Wien; i hjembyen Salzburg var hans far død. Stykket er en sviende satire over dilettantisk kompositionsteknik, og længe har man derfor ment, at den strenge og lærde pædagog, far Leopold, havde været i sønnens tanker, da han her gjorde tykt nar af amatøragtige komponist-fumlere. Men stykket har nu vist sig at være påbegyndt tidligere, måske omkring færdiggørelsen af Figaros Bryllup året før.

Det er altid farligt, at ville forklare hvorfor noget er morsomt. Det får sjældent nogen til at grine. Og var stykket en blot og bar vits, ville mesteren næppe have indlemmet det i sin værkliste. Det eneste eksempel på renlivet slapstick er faktisk slutakkorderne, hvor durtreklange i F, G, A og Es klaskes sammen (og munterheden når anden potens, når man hos kritikere kan læse, at dette er Mozarts forudanelse om senere tiders “polytonalitet”). Men alle slags bommerter står i kø: retningsløse kadencer, klodsede ornamenter, mudrede horntriller, akavede figurationer, håbløst kontrapunkt, stampende trioler, skæve grupperinger, gennemgangstoner der går forkert og Gud ved hvad. Nogle brølere er åbenlyse for de fleste: f.eks. de mange takt-perioder, hvor metrikken ikke går op, og at menuettens trio er længere end selve menuetten. Andre er uhyre sofistikerede, som når de ventilløse horn i menuetten får den, for dem ukendte instruks dolce, og tror den vedrører korrektion af naturtoner.

Mozart føjer denne tænderskærende satire til sin værkliste kun en måneds tid før han komponerer Eine kleine Nachmusik og få måneder før Don Giovanni. Så det er tindrende klart, at den gennemgående “fejl” i stykket simpelthen er at alt er komplet sjælløst, tomt og banalt. Hvad der motiverede Mozart til, på sit kreative livs middagshøjde, at bruge tid og kræfter på at håne talentløshed, vides ikke. Men her er et gæt: I dag betragter vi kejserens bemærkning efter premieren på Figaro ("for mange noder, Mozart") som en smutter i munden på et fjols. Men faktisk var det hvad næsten alle sagde, også Mozarts beundrere. Hans kolossale fantasi løb af med ham, kritikere skrev om "uforståelige labyrinter", man fandt hans musik "overfyldt og oppustet". Og han var ømskindet over for kritik, det er veldokumenteret. Så hvad om stykket er et raffineret udtænkt negativ-billede af Mozarts samlede æstetik og teknik? En mageløs mesters polemisk-irritable svar på kritik…

Efter så megen hjælpeløshed direkte videre til en lille juvel i Mozarts kammermusik: obokvartetten i F-dur, komponeret i 1781 på bestilling af kurfyrsten i München til én af datidens mest virtuose oboister. Næsten en obokoncert i miniformat, men samtidig også et stykke kammermusik med betydelige udfordringer. Særlig berømt er en passage midt i slutsatsens hurtigt valsende 6/8-dels takt, hvor oboen pludselig fortsætter i 4/4-dels takt, mens strygerne fastholder 6/8-dele. Og umiddelbart efter kravler oboen skridt for skridt helt op på et højt f, en tone som sjældent blev anvendt på datidens instrumenter, i hvert fald ikke i svage nuancer. I dag skræmmer det dog næppe oboister, hvad man også kan forvisse sig om i kvartettens slutakkord.


En “cassation” er blot endnu et af de mange navne, der blev anvendt i 1700-tallet om en buket af dansante satser – suite, divertimento, serenade, intermezzo, notturno, Nachtmusik etc. Ofte var der tale om musik beregnet på udendørs opførelse, eller blot om hvad vi i dag ville kalde “baggrundsmusik” f.eks. til adelige festmåltider. Datidens muzak, om man vil. Mozart var kun tretten år, da han komponerede sin cassation i G-dur med den forførende enkle, men rigt udsmykkede andante der indleder aftenens anden del.

 Et divertimento i D-dur fra 1777 giver et tydeligt indtryk af genrens uformelle karakter: ret tilfældigt sammenstillede satser uden mange bindinger til traditioner eller vaner. En værdig, frit formet langsom sats i flere led danner centrum og omkranses af to menuetter – den sidste en variationssats, to livligt sprudlende hurtige satser og til slut en “fransk march” (der oftest også spilles som forspil for til fulde at opnå den retoriske figur, der kaldes en “kiasme”, efter græsk for X eller kryds, altså ABCDCBA). Suiten anses almindeligvis for komponeret til en fødselsdagsfejring af Mozarts fem år ældre søster Maria Anna, kaldt Nannerl, og den ses ofte programsat som “Nannerl-septetten”. Men da Nannerl havde fødselsdag den 30. juli, og suiten blev til i januar, er navnet nok mere kønt end velfortjent.

                                              

Karl Aage Rasmussen